Side
559
Assessor Bjørn: Murerhaandlanger Johan Andersen
blev ved dom, avsagt 16 november 1915 av meddomsret inden Øvre Telemarkens
østfjeldske sorenskriveri, for overtrædelse av løsgjængerlovens §§ 16 og 17
idømt en bot av 40 kr., subsidiært 25 dages fængsel. Domfældte begjærte paa
stedet saken undergit fornyet behandling ved lagmandsret, men har senere tat
denne begjæring tilbake og vedtat dommen. Denne er derimot av statsadvokaten
for Bratsberg og Nedenes lagsogne indanket til Høiesteret
til ophævelse paa grund av feil ved saksbehandlingen, idet domsmændene ikke er
blit edfæstet overensstemmende med straffeproceslovens § 372. Av retsboken
fremgaar, at meddomsretten for leiligheten administrertes av sorenskriverens
den 9 s. md. autoriserte edsv. fuldmægtig i henhold til
amtets bemyndigelse. Retten medbetjentes av fru bestyrer H. Olberg og
snekker Søren Verpe av Rjukan, om hvilke det anføres, at de begge tidligere er
edfæstet som domsmænd. Ved retsbokens oversendelse til statsadvokaten har
sorenskriveren i en paategning gjort opmerksom paa, « at som det vil sees har
domsmændene henholdt sig til deres tidligere ed som domsmænd og er ikke
edfæstet under saken. Administrator har for mig uttalt, at han trodde det var
unødvendig at edfæste domsmændene, naar de tidligere hadde avlagt ed som
retsvidner ». Det er under procedyren her i skranken bragt paa det rene bl.a.
ved en derom avgit uttrykkelig erklæring fra den fungerende retsadministrator,
at de ved leiligheten forrettende domsmænd ikke tidligere har fungert som
saadanne, at de følgelig heller ikke tidligere har avlagt den for domsmænd
foreskrevne ed, og at de som allerede nævnt heller ikke ved denne anledning
blev ed-
Side 560
fæstet; derimot har de tidligere gjort tjeneste som retsvidner og avlagt den
for saadanne foreskrevne ed.
Jeg antar efter dette, at anken maa bli at ta tilfølge i henhold til bestemmelsen i
straffeproceslovens § 393, 2det led, nr. 1, hvorefter den feil altid blir
at tillægge betydning, « at nogen har deltat i dommen, der ikke lovligen kunde
være dommer eller lagrettemand ». Efter min opfatning av loven foreligger her
netop et saadant tilfælde, idet jeg mener, at de forannævnte domsmænd ikke
lovligen kunde være dommere uten foregaaende edfæstelse. Det er et i vor
rettergangsordning inden dens hele omraade gjennemført princip, at ingen maa utøve dommermyndighet uten først at ha avlagt den i loven
for tilfældet foreskrevne ed. For de faste dommeres vedkommende er dette
foreskrevet i N.L. 1-5-1, jfr. lov av to mai 1893 § 4 og resolution av 23 januar 1897, hvori edsformularen findes. For de i
strafferetspleien deltagende lægdommeres vedkommende findes foreskrifter herom
i straffeproceslovens §§ 327 og 372, henholdsvis for lagrettemænd og domsmænd.
Ifølge disse bestemmelser skal samtlige til et lagmandsting indkaldte og i
saksbehandlingen deltagende lagrettemænd avlægge den i § 327 foreskrevne
ed eller en dertil svarende forsikring uten hensyn til, om de har avlagt saadan
ed ved et tidligere ting. Likeledes skal domsmændene i meddomsretten edfæstes i
den første sak i hvert nyt retsmøte, hvori de deltar, uanset om de har
tjenstgjort i noget tidligere møte og altsaa allerede avlagt ed i dette. Lovens
øiemed med denne ordning synes at ligge klart i dagen: Den søker heri en garanti
for en samvittighetsfuld og retskaffen utførelse av den vigtige dommergjerning.
For lægdommernes vedkommende, som kun leilighetsvis og med længere mellemrum
kaldes til denne gjerning, har loven av denne grund anset det paakrævet og
fundet en betryggelse i, at de hver gang deres tjeneste paakaldes, mindes om
den høie betydning av dette hverv, derved at de avkræves en i den høitideligste
og mest bindende form avgit erklæring om, at de vil røgte hvervet, « saaledes
som de vet sandest og rettest at være ». Hermed er desuten tilsigtet, at denne
indledning paa rettens forhandlinger skal gi disse det præg av høitidelighet og
alvor, som de ikke uten skade kan undvære. Jeg ser saaledes i forskrifterne om
lægdommernes edfæstelse et uttryk for et princip, som i vigtighet og betydning
ikke staar tilbake for andre principer, som straffeprocesloven hævder og har
søkt at gjennemføre, saaledes f.eks. principet om hovedforhandlingens
offentlighet, hvorom § 393 nr. 4 bestemmer, at brud herpaa ubetinget skal
tillægges betydning, det er: medføre annullation. At denne virkning maa følge
av, at domsmændenes edfæstelse i strid med loven er undlatt, er da ogsaa antat
av Getz og Hagerup i deres utgave av straffeprocesloven (note 4 til
§ 393), likesom den samme mening ogsaa hævdes av Hagerup i hans kommentar
til den norske straffeproceslov, 2den del, 2den utgave, side 268; sammenlign
hermed Salomonsens kommentar til den samme lov note 2 til § 327 og note 4
til § 393, hvori han dog antyder, at der kan være rum ogsaa for en anden opfatning
av dette spørsmaal. Ogsaa Qvam nævner i sin kommentar til § 327
spørsmaalet om følgen av und-
Side 561
latt edfæstelse, som efter hans mening ikke ubetinget medfører annullation -
uten at jeg dog kan se, at hans uttalelse herom kan tages til indtægt for den
mening, at saadan undladelse heller ikke i et tilfælde som det foreliggende
ubetinget maa ha denne følge. Endelig skal jeg nævne, at Høiesterets
kjæremaalsutvalg hørsretsadministrator ikke hadde avlagt dommered, var at anse
i en kjendelse av 27 august 1892, der ikke er indtat i
Retst., men er referert i Kjerschows utgave av straffeprocesloven, 1ste del,
side 537, har avgjort, at den omstændighet, at vedkommende forsom
ophævelsesgrund i henhold til § 393, 2det led, nr. 1. At de i paadømmelsen
av nærværende sak deltagende domsmænd i sin tid har avlagt ed som mandtalsførte
retsvidner, er selvfølgelig uten betydning likeoverfor lovens positive bud i
§ 372. Skulde den heromhandlede feil ikke lede til dommens ophævelse i
henhold til § 393, nr. 1, indsees ikke, at den overhodet vilde kunne faa
nogen følge idet anvendelsen av § 393, 1ste led, er betinget av, at det
findes sandsynlig, at feilen kan ha virket bestemmende paa dommens indhold,
hvilket det praktisk talt er umulig at paavise. Men følgen herav maa, saavidt
skjønnes, igjen bli, at lovens bestemmelse om
edfæstelse av lægdommere i straffesaker uten følger for domshandlingens
gyldighet vil kunne sættes helt ut av betragtning, - i strid med lovens klare
bud.
Til
at gjøre ansvar gjældende mot nogen i anledning av den begaaede feil antages
der efter omstændigheterne ikke at være tilstrækkelig grund.
Meddomsrettens
dom og den til grund for dommen liggende hovedforhandling ophæves, fordi
domsmændene ikke er blit edfæstet overensstemmende med straffeproceslovens
§ 372.
Salærerne
ansættes for aktor, advokat H. O. Klingenberg, til 80 - otti - kroner og for
forsvareren, advokat Næser, til 60 - seksti - kroner.
Konst.
assessor, byretsassessor Christiansen: I det væsentlige og resultatet enig med førstvoterende.
Assessor Scheel: Jeg voterer for ankens forkastelse. Jeg skal indrømme,
at bestemmelsen i straffeproceslovens § 393, nr. 1, kan siges at fremby
adskillig tvil ogsaa i den henseende, hvorom der i denne sak er tale; men i
betragtning av den tvil, som bestemmelsen altsaa efter min mening gir anledning
til, finder jeg ikke tilstrækkelig grund til at gi denne undtagelsesbestemmelse
anvendelse gjennem ophævelse av den paaankede dom. Det er, som av
førstvoterende nævnt, saa, at der i flere av de foreliggende verker, hvor loven
har været gjenstand for fortolkning, har været uttalt den mening, at en feil
som den her omhandlede skulde gaa ind under
§ 393, nr. 1. Men paa den anden side mener jeg dog i motsætning til
førstvoterende, at det, som er sagt i Quams kommentar til § 327, vanskelig
kan forstaaes anderledes, end at efter hans mening forholdet ikke vil rammes av
bestemmelsen. Og hvad den paaberopte kjæremaalskjendelse angaar, finder jeg
ikke tilstrækkelig grund til at uttale nogen bestemt mening om, hvorvidt den
kan ansees rigtig, idet jeg mener, at man under enhver omstændighet ikke kan
trække en bindende slutning fra denne
Side 562
avgjørelse til et forhold som det foreliggende. Hvor det gjælder en embedsmands
dommered, som han skal avlægge ved tiltrædelsen av sit embede, kan det jo nok
siges med nogen føie, at det vedkommer hans personlige kvalifikationer for
adgangen til at utøve dommermyndighet, om han har avlagt denne ed eller ikke.
Det kan med nogen ret siges, at retten ikke er lovlig besat, naar en
embedsdommer har tat sæte i den, som ikke har avlagt dommered. Den ed, som
efter loven skal avlægges av domsmænd og lagrettemænd, finder jeg det under
enhver omstændighet naturligere at opfatte som et led i retsforhandlingen, som
ikke vedkommer spørsmaalet om, hvorvidt retten er blit lovlig besat. Det er
først, efterat retten er blit besat paa lovlig maate, og efterat lagretten
lovlig er konstituert, at der skrides til avlæggelse av denne ed, før
saksbehandlingen begynder. Den omstændighet, at loven har nøiet sig med, at
eden er avlagt under den første sak, som behandles i retsmøtet eller under
lagmandstinget, finder jeg ikke kan tillægges nogen særlig betydning. Efter
jurykommissionens forslag var bestemmelsen redigert saa, at det kom an paa, om
retten var lovlig besat, og naar redaktionen blev forandret i loven i henhold
til revisionskomiteens forslag, var det alene, fordi man vilde indskrænke
bestemmelsens rækkevidde. Hvorvidt retten er lovlig besat eller ikke, finder
jeg imidlertid efter naturlig sprogbruk maa siges at være et spørsmaal, som
angaar rettens konstitution og maa kunne besvares, naar retten sættes, og før
man kommer saa langt i forhandlingen som til domsmændenes eller
lagrettemændenes avlæggelse av ed. Jeg mener, at forsaavidt denne ed angaar, er
der ingen grund til at betragte forholdet anderledes likeoverfor den
foreliggende lovbestemmelse, end om loven istedenfor at paalægge mændene at
avgi et løfte hadde paalagt formanden at rette til dem en indtrængende
formaning om at utføre sit hverv med samvittighetsfuldhet.
Forsaavidt
førstvoterende har nævnt som en betænkelighet ved den forstaaelse av loven, som
jeg gaar ut fra, at paabudet om edfæstelse vilde komme til at savne den
tilbørlige effektivitet, saa tror jeg ikke, at denne betænkelighet kan
tillægges nogen særdeles vegt. Til at gjøre ansvar gjældende mot vedkommende
dommer for forsømmelsen vil der jo i ethvert tilfælde være adgang, og denne
adgang vil vel ogsaa bli benyttet, hvis det skulde vise sig at der i større
utstrækning vises slaphet i denne henseende.
Med
hensyn til spørsmaalet om anvendelse av 1ste led i § 393 kan jeg henholde
mig til det av førstvoterende herom uttalte, idet jeg finder det ganske
uantagelig, at feilen kan ha hat indflydelse paa dommen.
Med
hensyn til salærerne er jeg enig med førstvoterende.
Ekstraordinær
assessor Rivertz:
Jeg er i det væsentlige og resultatet enig med førstvoterende.
Ekstraordinær
assessor Berg:
Jeg er i det væsentlige og resultatet enig med hr. assessor Scheel.
Ekstraordinær
assessor, kriminaldommer Smith: Jeg er i det væsentlige og resultatet enig med
førstvoterende.
Justitiarius Thinn: Jeg er i det væsentlige og resultatet enig med
d’hrr. assessorer Scheel og Berg. Hvad specielt an-
Side 563
gaar forstaaelsen av § 393, 2det leds nr. 1, har jeg ikke kunnet finde, at
det her omhandlede forhold kan henføres under denne bestemmelse, som en feil
bestaaende i, at nogen har deltat i dommen, som ikke lovligen kunde være
dommer. Jeg mener, at der med uttrykket i denne paragraf: nogen, som « ikke lovligen kunde være dommer eller lagrettemand »,
alene kan være sigtet til dem, som overhodet ikke kan indeha saadan stilling, -
det vil, forsaavidt angaar domsmænd og lagrettemænd, si dem, som ifølge
bestemmelserne i lovens 5te kapitel er utelukket fra at kunne vælges som
saadanne. (Sammenlign uttrykket i § 304: « ikke lovlig kan gjøre tjeneste
som saadanne »).
Kjendelse
blev avsagt overensstemmende med førstvoterendes konklusion.